Personkarakteristik af Hazelcombe farm folkene. (Del 2)

??? (Kodenavn: Bob)

Områdets stereotyp. Højde er ukendt, da han kun er spottet to gange, siddende i sin truck ved begge lejligheder. Har meget skæg (som i, julemandsmeget), bærer en slidt hat, seler, men desværre intet strå i munden. Begge  gange vi er stødt på Bob, er han kørt forbi vejen på Nicky og Dans grund, og er stoppet op for at snakke om vind og manglende regn (vejr). Bob griner meget, smiler meget, snakker meget, og virker meget flink men uinteressant. Han glemmer hvad han hedder fra gang til gang (indrømmet – konklusion baseret på en urepræsentativ mængde empirisk data – vi må se om fremtiden falsificere min teori [undskyld, men nu har jeg hørt på det lort i tre år på gymnasiet, så nu vil jeg fandeme også bruge de finde ord!!!]). Bob ville være mit førstevalg, hvis jeg nogensinde skulle caste en landsbytosse til en af mine film. Han virker som en der ikke har haft noget kontakt med den moderne verden i lidt for lang tid; jeg vil skyde på at der intet elektronisk udstyr er at finde i hans hjem, men hvis der er, er det med garanti et sort/hvid tv lavet af træ, som har runde kanter og en antenne på toppen (a la Krøniken…).   Bonusfakta: Bob har (mindst) en guldtand.

Ps: Kodenavnet er Bob, fordi han ligner en som hedder Bob. Hvis han rent faktisk viser sig at hedde det han burde, er der indrømmet ikke meget kodenavn over det.

 ??? (Kodenavn: Tante Marge)

Marge er områdets Gary (til nyankomne blog-følgere betyder dette at hverken Christian [som jeg rejser med] eller jeg bryder mig om hende).  Hun er ca. 175cm høj, yderst fed, og har et grin som det forbløffer mig ikke har knust noget glas endnu. Hendes relation til Nicky og Dan er ukendt, men sandsynligvis nabo/ genbo. Kodenavnet er fordi hun minder om tante Marge fra Harry Potter og Fangen Fra Azkaban (HP3). Til folk som hverken har læst bogen eller set filmen; gør det. Begge dele er awesomme! Marge er altid let at finde, fordi hun larmer utrolig meget. Hendes øreflænsende grin optræder hyppigt, og som oftest efter en ugrinagtig joke fra hende selv. Hun stiller gerne mange spørgsmål, men vil hellere høre sig selv snakke, end at få et svar. Hvis der er nogen som mistænker mig for at fremstille hende fra en subjektiv vinkel har i fuldstændig ret – jeg fremstiller hende udelukkende fra mit synspunkt. It’s all I can do…  Bonusfakta: Der er intet bonus over tantski!

 Christian (Kodenavn: Nej) (dvs. han har ikke noget kodenavn… hans kodenavn er ikke ’nej’.)

Mr. Christian Bächler er min følgesvend på denne min fantastiske australienrejse. Christian er høj, normalt bygget, og på toppen af hans yderst velfungerende hoved sidder noget kort, brunt hår. Christian fyldte 19 år under denne rejse (d. 6. december). I Danmark var han vikar i et par måneder inden vores afrejse. Jeg mødte ham på Sct. Knuds, hvor vi gik i samme klasse alle tre år. Christian er en glad og udadvendt person, som jeg først og fremmest vil kreditere og rose for hans handlingtagen og ansvarlighed. Christian er god til at finde rundt, og arrangere flybilletter under rejsen osv. Desuden sætter han betydeligt højere standarder for det arbejde vi præstere på forskellige gårde, end jeg kan prale af.  Skønt Christian er meget intelligent, har han også en barnlig side. Denne skinner især igennem når han snakker om jul, eller hører/vælger musik.

Christian har en travl fremtid foran sig, da han, udover at skulle være i Australien dobbelt så lang tid som mig, også planlægger en seksmåneders kinarejse til efteråret, hvor han vil undervise i engelsk. Han er ligesom mig aspirerende forfatter. Desuden læser han også bøger. Det er så også heromkring vores ligheder hører op. Vores musiksmag er som førnævnt meget forskellig, og han ser ikke film. Han er derimod meget interesseret i politik, og planlægger at læse statskundskab på universitetet, fra sommeren 2011. Denne uddannelse vil han bruge til enten a) at blive politisk rådgiver (ikke politiker!) eller b) samfundsfaglærer på et gymnasium. Skønt Christian er en af mine bedste venner fra gymnasiet, har vi ikke brugt specielt meget tid sammen efter vi stoppede der. Dette er noget som jeg spår (og håber) vil ændre sig, efter denne rejse (når han ellers beslutter sig for at være i Danmark).

Bonusfakta: Christian vandt en ærespris på Knuds ved dimensionen, for sin hjælpsomhed mm.

Følg med i morgen, hvor vi birnger et eksklusivt interview med den sidste person på farmen: Philip Staal!

Personkarakteristik af Hazelcombe farm folkene. (Del 1)

Dan (Kodenavn: Mark)

Fakta: Manden i huset. 69 år. Ca. 175 cm. Kraftigt bygget – ikke overvægtig.  Arbejde for det store australske tv-firma ’ABC’ for 25år, hvor man over flere år var leder af to store afdelinger samtidig (comedy of sit-com). Sagde op for syv-otte år siden, da han havde uoverenskomster med den nykomne ledelse. Hans erfaring taget i betragtning ved han ikke synderlig meget om tv. Han vil hellere tale om ’the good old days’ på ABC, end tv-produktioner. Når han først er i gang med mundtøjet stopper han sjældent, og kun for kunstpauser. Det er i disse situationer vigtigt at sige ’Oh, yeah, I see’, hvis man er døset hen. Han kører ofte ud af tangenter, og glemmer til tider hvad det oprindelige emne er. Til trods for alt dette er han en rar person at være omkring. Han laver tit gammelmandjokes, som er over gennemsnitsniveauet. Glimrende kok, selvom hans kartoffelmos kommer i bekymrende små mængder til et fem-personers hold. Hans gode humør er ofte på plads, når han ikke har problemer med sit værktøj (enten med at finde det, og i værre tilfælde med at anvende det korrekt [dette ender bl.a. i kommentare som: ’The idea behind this tool is really stupid!]). Dan/Mark taler oftest om sin kone Nicky, som han bærer en stor respekt for. Han gentager ofte sig selv når han taler om hende, i sine iver efter at understrege ’she’s got a brilliant mind, Nicky…’ – men det er lettere kært. Han er en glimrende riffel-instruktør, som dagligt træner sine wwoofere i skydning. Ved disse lejligheder forklarer han hver gang det samme om hvordan man skal stå, og hvordan man skal kigge ind i sigtekornet.

Når man ikke rammer mælkekartonen som trak det korteste strå, informerer han gerne om til hvilken side kuglen var for meget til. Efter selv at have skudt forbi en gang, valgte han dog at konkludere der måtte være noget i vejen med sigtekornet, som han nok skulle fikse snarrest muligt. Jeg vælger at tro han har ret.

Konklusion:Venlig, gammel, rar mand, med en tildens til a) at gentage sig selv, og b) plaprer løs om de ’gode gamle dage’.

Bonusfakta: Har været med til at vinde to Emmyer.

 Nicky (kodenavn: Mus)

Fakta:Damen i huset. Alder: ukendt (ca. 70). Ca. 178cm høj (lidt højere en sin mand). Normalt bygget. Meget brune arme, meget blege ben, meget langt hår.

 Mødte sin mand på deres arbejdsplads ABC, hvor hun selv sad i den økonomiske afdeling, og således ikke havde nogen kreativ indflydelse på selskabets produktioner. Kodenavnet ’Mus’ er slående, fordi at hun a) ligner en mus lidt i hovedet, og b) well, den åbenlyse Nicky/Micky-Mouse sammenhæng. Førstehåndsindtrykket endte med at være det rigtige: En rar gammel mand, hvis personlighed langt hen ad vejen minder om sin mands. Hun er dog lidt mere sippet med opførsel i hendes hjem (ikke hat på ved bordet [fair nok] ikke sidde i ’tv-møblerne’ hvis man ikke ser tv [come on!]. Hver morgen finder hun en masse frugt sammen, og laver nogle populære frugtskåle, til alle interesserede (alle). Nicky er meget omrejst. Hun har været i Danmark, og boede i Tyskland flere år som engelsk-lære. Hun har desuden læst en masse bøger om selvudvikling, som er omtrent den eneste ting jeg har tilfælles med hende (udover jeg også har været i Danmark). Hun er rarest at omgås under arbejdstimerne, da man her ikke bekymrer sig om at sidde i de forkerte møbler når man laver visse aktiviteter. Taget i betragtning at man ikke må have hat ved bordet osv., kan man argumentere for at det var et træk i uoverensstemmelse med disse værdier, da hun i går rejste sig midt under aftensmåltidet, og satte sig hen til sin computer.   

Kort efter at have mødt hende fik Christian og jeg et forkert indtryk af hende, da vi følte hun snak utrolig meget ned til Peter (koreaneren). Vi har senere konkluderet at hun ikke taler ned, men blot udtrykker sig klart og tydeligt, da han ikke er god til engelsk.

Konklusion: En god afspejling af sin mand, som snakker mindre, og ikke altid er helt så let omgåelig.

Bonusfakta: Besidder ’a brilliant mind’.

 Peter (Kodenavn: Pedal)

Fakta:21 år. Ca 180 cm høj. Nomalt bygget.  Langt sort hår, som irriterer ham, men han beholder fordi hans mor ikke giver ham tilladelse til at have langt hår derhjemme. Har været to år i hæren (hvilket, så vidt jeg kunne forstå hans forklaring, er normen for alle koreanske unge mænd). Læser til at være mandlig (sjovt nok) stewardesse, hvilket er grunden til han er i Australien (for at forbedre sine engelskevner). Peter/Pedal har været på Hazelcombe farm i seks måneder, og i Australien totalt syv. Han rejser hjem ca. d. tyvende december.  Han kan som regel kommunikere hvad han vil på engelsk, men mangler til tider lidt ord. Han accent er meget stærk, men gør ham ikke uforståelig. Han havde en kæreste der han kom her til, som han slog op med for en uge siden, fordi han besluttede han hellere ville være single når han kan hjem. Man kan ud fra dette nemt tro at han er en utiltalende person, men i virkeligheden er han meget flink.  Jeg troede at jeg i Peter havde fundet en uværdig skakmodstander, men det viser sig at jeg er dårligere end jeg troede. (Jeg har dog vundet 80% af vores spil, hvilket jeg kun kan regne ud fordi vi har spillet ti gange…).

Nogle gange misforstår han hvad man siger, hvilket især er tydeligt i de tilfælde for han overrasket udbryder (Oh, really!?), når man har sagt nok ganske banalt. (Eks: Jeg fortalte at min kæreste var 17, og han troede jeg sagde 7 = Oh, really!?).

Han er meget ivrig efter at opfylde pligter, hvilket får mig til at se doven ud ved sammenligning, men det kan jeg næsten ikke tilskrive som en negativ egenskab.

Han er en glimrende kok, som dog a) laver meget stærk mad, og b) klækkede fire æg ud i sin risret den anden dag, og rørte hele massen rundt (resultatet var dog ganske acceptabelt).

Bonusfakta: Sætter ofte sit lange hår op i en top, så det ligner en palme. (Hvilket Ko også gjorde, come to think of it, hvad er det med de asiatere).

Yippee-ka-yeay motherfucker!

Min første rigtige dag her på den nye gård lærte jeg en masse om køer. 1) Ringen som man ser i næsten på nogle køer, er for at forhindre dem i at amme længere. 2) Køer er fuldstændig iskolde når det kommer til privatliv på toiletten – de står glædeligt og stirrer dig i øjnene mens de dumper fra enden. 3) Det er et fucking helvede når man skal have ringene ud af kørenes næse igen!

Konceptet når man flytter rundt på køer, er det samme som får.. Man bevæger sig i udkanten af flokken, og driver således dyrene den eneste vej der ikke er mennesker. Hvis en ko går i mod dig (og dermed i den forkerte retning) skal du bare vise hvem der er største, eller, ehm, bare larme og vifte med armene. Mens dette virker så ganske roligt og sikkert med får, er det en betydeligt større udfordring med køerne.

Hvis de føler sig truede, prøver de gerne at sprinte imellem to personer. Det er så her at jeres hovedperson skal hoppe ind foran det 900kg tunge monster, og overbevise det om hvor galt det går den hvis den fortsætter!

Vi fik ringene nu ud af alle kalvenes næser, pånær en som blev ved med at løbe af *elvede til hver gang, og så skulle man løbe i en stor ring om bag ved den, så man kan skræmme den tilbage igen. Det endte med at løb igennem et hegn, hvori den ring så sad fast, og så var det bare at få den tilbage på plads efter det… Nicky var ikke pleased.

Men vigtigst af alt, erhvervede jeg mig derved titlen som cowboy!

Mange lasso-hilsner fra Phill fra det ville, øhm, østen..

Lucky Phill – hurtigere end en lam persons skygge! del 2

Dan’s indtryksekvens gik weird/uhyggelig/smånedern-rar-rar/cool (han har været tv-producer i herrelang tid!) Peter Pedals gik dårligtilengelsk-dårligtilengelsk-dårligtilengelsk. Jeg ved virkelig ikke hvad knægten siger det meste af tiden, men han smiler meget imellem de ivrige ordstrømme, og jeg har det indtryk han er en fin gut. Og så dårlig er han heller ikke til engelsk, egentlig, det er bare mærkeligt lige pludselig ikke at være den dårligste længere. De har en sej mini-have-traktor-ting som er voldfed, og mens jeg indtil videre kun har siddet bag på, glæder jeg mig til at få æren af at sidde ved roret. Desuden har de en riffel som de jager med, og i morgen skal Christian og jeg lære at skyde (mælkekartoner). Måske små søde ninusser senere, nu får vi se! Lige nu er det morgen, og jeg har mest af alt lyst til at skyde en af de haner som kyyykeli-fucking-kyyyyede non-stop fra 5.00-6.00, men Dan siger jeg ikke må. I går aftes tog Dan, Christian og jeg med ud på en køretur om aftenen, så vi kunne se wombatter – små australske spøjse sataner, som kun kommer frem fra deres wombat-huller om natten. I dag skal vi bl.a. sætte hegn op, en aktivitet jeg ved Christian af mystiske årsager ser meget frem til. Jeg er lige nu meget positiv over stedet, for so far har jeg ikke stødt på nogen fluer. I modsætning til Milkwood har de desuden indendørs toilet og brusebad her, hvilket jeg ser frem til at benytte mig af (mest badet). De arbejder på at få et kompost-toilet (=udendørs spand) ligesom Milkwood, for at nedsætte vandforbruget.. Alt vandet fra badet samler sig i en stor vandbeholder, hvorfra vi efterfølgende vander planterne med vores skidt. Min chokolade-julekalender gennemgik lidt af et eventyr på vejen herover.. Da jeg skulle til at forkæle mig selv med kvadraten fra d. 7. (lokaliseret nederst til højre bag en drengs pakke) mindede substansen mere om nutella en mælkechokolade, men efter et par timer i fryseren er den nu good-to-go igen, og jeg har netop fortæret det ottenede chokolade-stykke (hvilket jeg allerede kan nu, selvom det er d. 7 i DK lige nu – for jeg er ti timer foran! Haha!). Om natten er temperaturen lav, of aftenen høj, og humøret er for det meste højt, selvom jeg aldrig har været så lidt i julestemning en december. Det er simpelthen for svært når der er 37 grader udenfor.. Mange varme julehilsner fra Phill.

Lucky Phill – hurtigere end en lam persons skygge! (del 1)

Søndag. Ugens hellige dag. Efter at have frosset natten igennem vågner jeg til lyden af et får der råber. Nu taler jeg ikke får, men jeg forestiller mig den råbte ’sidste man ud af sengen er en tøsedreng!’, og eftersom min semi-muskuløse overkrop ikke efterlader meget til at identificere mig som mand, ønsker jeg ikke at give fåret flere argumenter. Så det er op og hop til morgengry med guld i kæft eller det der. Søndag var det præcis 19 år siden, to the date, at Christian blev bragt fra hans mors maves verden, til denne. Vi beslutter at gøre lidt ekstra ud af morgenmaden, i dagens anledning. Bryde dagens rutine, du ved. Krydrer hverdagens trættende mønster. Dette gør vi i form af pandekager, som foregår i gårdens campingvogn-turned-køkken. Efter to portioner, en dosis eksperimenterende madlavning, en knivspids (u)held (hvem ved hvor galt det virkelig kunne ha gået?) stod vi med fire flotte pandekager. Med Kirsten og Nick inde i byen hvor de holder kursus, og en Ko som forlod os fredag, efterlade det os fire personer, og så passer logistikken jo. Efter et yderst underspillet farvel til Stephen og Jim (der var ikke et øje vådt), var Christian og jeg alene på gården resten af dagen. Vi valgte derfor at nyde mere end at yde (på) vores sidste dag på Milkwood. Det når at blive fantastisk varmt i løbet af dagen, hvilket må betyde at Christian har været en god dreng. På den anden side; størstedelen af dagene i Australien er meget varme. Betyder det at den generelle australske borger er bedre en os fra norden? Og, come to think of it, her på farmen håber man altid på regn (for planternes skyld. Efter to uger på en permaculturefarm har jeg et godt råd til alle husmødre, hvis planter altid dør. Vand dem! Planter elsker vand! Seriøst, tro mig. No shit..) og hvis de altid håber på regn og vi ikke så skyggen af en sky hele dagen, betyder det måske at Christian slet ikke har været så god? Vi efterlader mysteriet ved det..

Vi afsluttede en top dollar dag med karaoke i laden (hvilket var federe en der ser ud på skrift, vi brillererede os gennem klassikere som Toto’s udødelige ’Africa’!). Bagefter gik vi ned og pakkede, og jeg indser nu at det var november måneds dårligste beslutning at pakke i en bestemt på wanne-be sportaske (medmindre du vil kalde det en sportstaske, in that case, wanna-be kuffert) som allerede er revnet. Well, det er gaffatape to the rescue.

 Efter endnu en kølig nat (vi beregnede btw at temperaturen søndag i løbet af ca 10-12 timer steg med  25grader…) vågner vi begge op til dåd, og hopper friske og frejdige op til laden, hvor den gode Nick informerer os om at vi kører om tre timer. Christian og jeg, som uden grund havde antaget at vi skulle køre tidligt om morgenen, finder nu pludseligt os selv med tid på vores hænder.. Vi beslutter os derfor for at hike en kortere tur opad en bjergbakkestigningting, som solen gjorde ætsende sjov.

Turen peakede desværre for hurtigt, eftersom vi allerede efter ti minutter så et dusin kænguruer relativt tæt på hoppe som flotte hoppebolde, og ellers intet så resten af turen. Lidt ligesom Orson Welles, som instruerede ’Citizen Kane’ (en film ofte kaldt verdens bedste af folk som overvurderer den, men ikke desto mindre af filmkritikere som overvurderer den) som sin allerførste film, og ikke lavede meget (dog noget) imponerende efterfølgende. Nick når desuden at give mig et mislykket lynkursus i jonglering, og så dytter vi ellers derudaf mod vores kommende hjem for de næste to uger.

Den nye gård er betydeligt mindre, og med betydeligt færre boende. Crewet her består af det gamle ægtepar Nicky og Dan, samt en koreaner der kalder sig selv Peter, hvilket vi så derfor også kalder ham. Vi har so far kun fundet kodenavne for Dan(=Mark) og Peter(=Pedal). Vi giver alle vi bor hos kodenavne, så de ikke opfatter når vi snakker om dem på dansk.. Her på stedet kompenserer de for deres manglende antal ved at have mange hunde. Ikke tre, ikke fem, ikke ti men syv hunde! Og syv af de grimmeste hunde du kan forestille dig, hvis du har en dårlig fantasi, fordi så grimme er de heller ikke, men tro mig, de er ikke skønhedsevolutionens højdepunkt. Mit førsteindtryk af Nicky var at hun er sød gammel dame. Mit andetindtryk var ond heks (til en grad så jeg begyndte at lede efter et pandekagehus, og forbande mig selv for at sporet jeg efterlod tilbage til Milkwood var af krummer). Mit tredje(og nuværende)indtryk af hende er sød gammel dame. Fremtiden må vise hvilket jeg ender med at holde på, men hun har statistisk set 66,6(7)% chance for at ende på sød gammel dame, og det er da bedre odds en end jeg aldrig har mødt, tror jeg…. (fortsættelse følger!)

The Times They Are Apparently A-Changing More Than I Thought

Igår annoncerede den gode Nick, at han ønskede et ord med Christian og yours truely. Det viser sig at det ikke blot er Mr. Ko som forlader os, men faktisk mere eller mindre alle. Jim og Stephen smutter for good. Og Nick selv skal til et kursus i permaculture på mandag, som varer en hel uge. Dette betyder at der ikke rigtig er nogen plads på Milkwood længere, for Christian og jeg. Nick sage at vi kunne blive hvis vi ønskede det, men at det nok ville blive nogen ensomme og ensformige dage i længden. Han gav os derfor det alternativ, at flytte over til et ældre ægtepar han er venner med, som også har wwoofere. Vi takkede ja, og flytter således derover på mandag.

Det kom ret meget bag på os, men umiddelbart er vi positive. Som udgangspunkt vil vi gerne se så mange forskellige steder som muligt, den eneste årsag til at vi oprindeligt ville være en hel måned på Milkwood er fordi vi skulle have en fast adresse, så skattekontoret kan sende os post. Men eftersom det hovedsageligt er deres skyld vi nu flytter, har Nick lovet at kører over med posten til os, når skattehovederne engang nosser sig together og sender os vores gøgl.

Så alt i alt ser det meget godt ud for team PC. I forgårs spiste vi kanin, som vi dagen før havde set en stolt Nick hjemvenne fra jagt med, og efterfølgende.. skille ad.

Jeg kommer pludselig i tanke om en person, jeg ikke tror jeg har nævnt før. Gary. Vi kan ikke li Gary. Christian og jeg har begge to meget stærke negative følelser mod Gary. Han tiltaler os ganske enkelt uhyreligt lidt. Hans funktion her på stedet er håndværker, og han arbejder dagligt op mod tre timer på Nick’s kommende hus, som vi lader os fortæller Mr. Gary nu har været i gang med i to år. Garyen vandrer gerne rundt med et selvfedt skævt smil, som antyder at han ved mere end os andre. Når han i ny og næ velsigner omverdnen med et indblik i hans fantastisk sind, er det gerne med kommentare som “Når det kommer til at lære folk noget, er det min erfaring, at det vigtigste er at du ved mere end dem.” Seriøst. Han spytter bare spontant guld af den karat ud af kæften – han finder bare på det på sin vej! En anden interessant kommentar lyder ‘Personligt er jeg ikke en tids-person’. Jeg ved virkelig ikke hvad det betyder, men det forvirrer mig en stor del at en ikke-tidsperson altid går med ur, og altid er yderst punktelig når det kommer til frokostpausen. (man må dog give ham, at han er meget fleksibel når det kommer til tidspunktet hvor man skal rejse sig igen…) Med hensyn til børneopdragelse har han den filosofi at børn skal lære at klare sig selv fra en tidelig alder. Ganske fornuftigt, efter min mening.. bare ikke når man praktiserer denne ide til en sådan grad at begge hans (henholdvis 10 og 14årige) piger nu kan ikke bare køre bil, men også håndtere et skydevåben. Nice one, Gary.

Ahh, det lettede. Og var dermed had nok at få ventileret ud for en dag. Hyg jer med jeres julekalender, for der er faktisk folk i verden som ikke har mulighed for at se den!

– Phill

”The Times They Are A-Changin’ “

Rutinen jeg så fornemt beskrev i mit sidste indlæg star snart for skud, som tiderne er ved at ændre sig her på stedet. Dette først at fremmest fordi at vores alle sammens yndlings-japaner, ’Ko’, rejser på mandag. Derudover skal Nick holde kursus for ’Permaculture’-interesserede inden så længe, hvilket kommer til at foregå her.

Permaculture er et princip jeg burde ha gået i dybden med for længe siden, men fordi jeg ikke selv har forstået det før, har jeg ligesom udskudt det. Men efter en dag sammen med Nick (på lossepladsen, vil ikke kede nogen med detaljer. Vil dog tilføje at han ikke kun går på lossepladsen for at efterlade ting, men også for at gå på rov!) har dette ændret sig.

Nick er forhenværende aktivist, som nu mener at global opvarmning er verdens største problem. Ifølge ham er måden at bekæmpe dette på, at fjerne kulstof fra atmosfæren. Situationen er den, at alt som er levende (dvs både mennesker, dyr, planter, insekter, bakterier osv. – alt) består bl.a. af kulstof. Så for at fjerne kulstof fra atmosfæren skal man altså have mere ’liv’ på jorden, eftersom det bygges op om, og derved udtrækker kulstof fra atmosfæren. Eftersom mennesker er årsag til kulstof-udslip, er det ikke just mere menneskeliv han leder efter. Derimod er svaret: Flere planter. Så hermed fik jeg også en forklaring på hvorfor jeg skal plante så mange træer.

Anyway, det var lidt baggrund. Permaculture er grundlæggende en måde at drive landbrug på, hvor man udnytter naturens ressourcer så optimalt som muligt. Dvs. at i stedet for at udnytte jorden for at få størst muligt udbytte/produktion, prøver man at leve i harmoni med den, og udvide skovenes areal. Problemet med den ’vestlige’ med at drive landbrug på, er man bl.a. gøder, hvilket gør at en masse bakterier som lever i jorden under planterne dør. Når de dør, frigives kulstoffet de var bygget op af så, og så er der pludselig mere af det i luften. Det er alt sammen meget kompliceret, og kedeligt/interessant afhængigt af hvem man er. Kort fortalt er pointen, at Nick driver stedet her på en måde så naturen kan vokse, for at bekæmpe global opvarmning.

Christian og jeg er nu begyndt at planlægge vores videre færden. Det har fra hjemrejsen været planen at a) tage herhen med det samme, og b) tage til Melbourne efterfølgende, for at holde jul og nytår der. Efterfølgende har vi nu besluttet os for at tage til Tasmanien, hvor vi planlægger at være hele januar, bl.a. fordi det skulle være en ulideligt varm måned i Australien. Vi ved også at vi gerne vil ha ca. to uger i Sydney inden jeg tager hjem, hvilket vil sige vi skal være der ca. det 4 feb. Om vi bliver i Tasmanien helt indtil der, eller om vi stopper forbi et andet sted inden Sydney, er endnu uvist.

Min mening om de forskellige personer her på stedet, har ændret sig en del, som jeg har lært dem bedre at kende. First of all, er mib begejstring for Ko dalet. Forleden var han, Christian og jeg de eneste på gården i to-tre dage, fordi de andre skulle holde et kursus inde i byen. I din tid opdagede Christian og jeg, beklageligt nok, at Ko’s force i højere grad består i at igangsætte og betragte andre, end rent faktisk at tage del i arbejdet. Men vi elsker ham stadig, det gør vi da..

Stephen, den 49årige brite som jeg fandt lettere skræmmende i starten er til gengæld begyndt at tiltale mig en del mere. Han er utrolig intelligent, og sidder inde med mange underholdende historier fra alle hans rejser. Til tider virker han en smule for intens, men det gør ikke det helt store, når først man har et indblik i hvor uhøjtidelig han er det meste af tiden.

Nick kan jeg stadig utrolig godt li, til trods hans skræmmende ’verden smelter snart hvis vi ikke gør noget!’-snak jeg var offer for i dag. Når han ikke lige snakker om miljøet eller permaculture, er man meget let omgængelig, og god at diskutere film og musik med.

De sidste par aftner har vi haft gang i deres projektør, hvilket har givet mig en kærkommen lejlighed for at se nogle film. De har et imponerende (og derfor tvivlsomt legalt) filmlager på en ekstern harddisk, hvilke huer mig en stor del.

Btw, ’The Times They Are A-Changin’ er titlen på en fantastisk Dylan-sang, og ikke blot en weird titel jeg kom op med i mangel på bedre. Den er, som alt jeg skriver, derimod meget kløgtig og gennemtænkt. Især nu hvor min hemmelige kilde har informeret mig om at hjemløseavisen herovre i december bringer et eksklusivt Dylan-interview, som ikke printes nogen andre steder!

I dag pakkede jeg en lille gave op hjemmefra, fra min kæreste, indeholdende bl.a. en stor pose pebernødder, og en chokolade-julekalender! (Pebbernødder, fortalte Ko mig, spises i Japan året rundt, dog kun af børn. Men nu er jeg den dag i dag mere barn en nogensinde før, så det ser jeg ikke som nogen forhindring…). Jeg vil savne julen med familien, og i særdeleshed JPV med brormand! Til gengæld vil jeg glæde mig til 24 små kvadratiske stykker lys chokolade de kommende dage. Og til at det bliver varmere! I dag rente jeg rundt med uldtrøje og jakke hele dagen, det forvirrer the shit out of me! Tør slet ikke tænke på hvor koldt det må være hjemme i Danmark så!

Under alle omstændigheder ønskes alle trofaste følger af min blog (eller forvirrede voldforene) en rigtig glædelig jul. – Phill.

Dagene på milkwood
Så er Christian og jeg ved at være faldet ind i den daglige rutine her på Milwood. Der er fælles morgenmad hver morgen fra kl. syv (dvs., folk kommer langsomt dryppende ind imellem syv og halv otte, så efter at ha’ mødt om fem i syv sharp er vi begyndt at chille lidt mere). Omkring klokken otte begynder vi så på vores arbejde på gården. Der sker 117 forskellige ting, men indtil videre har Christian og jeg arbejdet sammen hver dag, hvilket har været meget rart. Vi har hovedsageligt plantet træer, hvilket sucks. Sucks BIG time. Den Australske jord er stenhård, hvilket umuliggør det at skabe et tilstrækkelig dybt hul, til at give de dødsdømte planter en chance. Og selvom Ko’s peptalk om at vi ved at plante træerne hjælper med at genskabe naturen, som har et meget sparsomt liv herude, rammer mig på et logisk plan, er jeg følelsesmæssigt distanceret fra deres mission. Nogle gange hvor jeg står og hamrer med spaden i jorden, ofte brugende op til seks-syv min på at grave ét fucking hul, løber tankerne af med mig, a la: ’Så. Endelig færdig med gymnasiet, ud og realisere sine drømme med rejser, så man flyver omtrent så langt væk som planeten tillader, for at stå og grave huller… nice.”

Men vi arbejder kun ca fire timer dagligt, så det går nok alt sammen. Desuden bilder jeg mig selv ind, at sådan noget arbejde (som er meget fysisk hårdt, og tager sted hvor man er meget ude af sit element) bygger karakter. Det har det bare at gøre! De andre ting vi har rendet rundt og beskæftiget os med har været bedre; jeg er især begejstret for at flytte rundt på fårene. Dette foregår (fåregår, get it?) ved at gå bag ved de små kræ, og skræmme dem (men på en sød måde) i den rigtige retning.

Udover de faste fire timers dagligt arbejde, har alle deres ’huslige pligter’ – en til to om dagen. Dette varierer kraftigt, fra uskyldige pligter som at ’tidy up’ (hvilket i praksis vil sige; få til at se fint ud) fællesrummet, til at lave mad, vande, eller (God forbid; denne har endnu forbigået mig) skifte den fælles toiletspand ud. Noget klammo jo!

Netop madlavning var dog en stor frygt for mig. Bemærk var. I datid! For jeg lavede mad i dag.. I går (da det var Christians tur; vi hjælper hinanden) fik vi en rundtur i køkkenet (som er en omdekoreret campingvogn). ”Der er grøntsager. Der er knive. Pander. Kød. Komfur. Vi spiser kl syv, hav maden klar der.” Ingen kogebog. Man tager den på gefül. Og mens det so far er gået så aldeles glimrende for alle andre, har vores alle sammens yndlingsPhilip stadig ikke meget erfaring i køkkenet, som virker skræmmende med planlagte retter, kogebøger, og mors hjælp. Jeg endte med at knalde kængurukød (som jeg havde taget ud af fryseren for sent, og derfor var stenhårdt) i en wok, kaste lidt ris-rester, fire ikke-kogte kartofler (som dog fik lidt tid på en separat pande forinden) og noget aubergine ned i herligheden, som efterfølgende blev druknet i et koncentreret mix af salt og soja, og ja, det smager ligeså klamt som det lyder. Men de var alle sammen for høflige til at klage, så det går, indtil showet genudsendes om en uge når det bliver min tur igen.

Livet på gården er godt. Det er hyggelige mennesker, overkommelige arbejdstider, og dejlige omgivelser. Som nogen af jer måske har lugtet kommer der nu et par ’men’er.
First of all har Christian og jeg erklæret krig mod fluer, som er her i overflod. De kommer især frem i de ca. 35grader varme arbejdestimer mellem elleve og tolv, og placerer sig helst på ens ansigt. Gerne på læberne, men ellers er øjnene også ofte brugte skydeskiver i deres darten rundt. Og så ørene, som de summer sig så nær at lyden bliver !!/¤#% høj.
Et andet stort ’men’ er de forskellige giftige edderkopper, skorpioner og slanger herude, som giver mig noia hver gang jeg går alene rundt. Heldigvis er kun slangerne rent faktisk i stand til at dræbe, og selv dette er kun under uheldige omstændigheder. Og den 35-åirge Nick (tror jeg) kender ikke en eneste, som nogensinde er blevet bidt af en farlig slange herude.. Så ’don’t worry Mama, everything’s gonna be all right’.

I fritiden læser jeg meget, skriver jeg meget, og laver professorterning/rubik’s cube så meget, at jeg nu har lavet den på 3½ minut. Målet er at komme ned under halvandet minut inden jeg rejser hjem . Desuden ringer gerne til Danmark, og vækker Christine midt om natten. Hun klager heldigvis ikke endnu… Jeg giver det en uge.

Efter arb mødes alle til middagsmad ved halv et tiden, og så er der for Christians og mit vedkommende fri resten af dagen, når vi har ordnet vores ’huslige pligt’. Det giver os dog ikke så mange fritimer som man skulle tro, eftersom vi begge glædeligt hopper i seng ved nitiden, og tager ti-elleve timer på øjet inden en ny dag gryr. Lige præcis søvn fik jeg dog ikke meget af i nat, da campingvognen vi sover i viste sig utæt, da en kæmpebyge tøffede ind over ejendommen ved firetiden.

Vi har endnu ikke set en eneste kænguru, selvom vi nu har spist det to aftener!
Men Nick tager os på hikingtur mandag morgen, og han garanterer vi ser nogle der..

Jeg vender stærkt tilbage, når min oplevelsesrygsæk (oh dear.) er blevet tungere. Eller mere fyldt.. eller begge dele. Jeg tror det er tid til at stoppe, inden det løber helt af med mig. Savner alle der læser det her, tror jeg, og erklærer mig hermed imponeret over alle der fik tygget og sunket sig igennem hele denne tekstret. – Phill.

Milkwood farm

Toget kørte fra perronen kl. 7:10. Vi sagde farvel til Sydney, eller rettere, på gensyn, og vendte blikket mod det skiftende landskab. Da vi ankommer til Luthglow to timer senere, hvor vi skal skifte til bus, er det koldt. Danmark-koldt. Jeg finder for første gang siden min ankomst nogle sokker og lange bukser frem, hurtigt efterfulgt af en hættetrøje. Dagen i går var ulidelig varm, så kulden er kærkommen. Spørgsmålet bliver tilbage; er det koldt fordi vi er et andet sted, eller fordi vejret nu engang skifter. Dette er meget vigtigt for os, da vi skal arbejde i det nye klima de næste 30 dage, på ’Milkwood Farm’. De grove veje holder en vågen hele busturen igennem, og sørger for at bussen gynger godt og kraftigt. Sådan. Next stop: Mudgee, hvor vi bliver budt velkommen af tre af de otte personer fra gården, som udover at hente os, har et par andre ærinde i byen, som de tydeligvis sjældent besøger. ’Ko’, (udtalt det på engelsk, ellers lyder det bare for ondt…) en asiat som jeg mistænker for at komme fra Japan, og som er en af de mærkeligste mennesker jeg længe har mødt; men på en god måde. Han er da vi møder ham iført et par hullede jeans (gør jeg ingen forestillinger; ikke hullede på en smart måde som jeg selv gør det så meget i – de er slidte-hullede), et par mudrede støvler, en trøjer han senere fortæller han fandt på en vej (wtf?), samt en awesome gammeldags hat med fjer i, som han når at smide væk og finde igen inden vi kører. Han siger at han ikke har fået løn siden sidste maj, og et eller andet får mig til at tro ham. Sikkert det med trøjen… Og det faktum at den næste person, Steve, fortæller os at Ko er ’mester i at leve af ingenting’. Jeg mener Ko sagde han var 21… Steve er en 49-årige britte, som har været rundt omkring. Dette baserer jeg på a), øhh, han er i Australien lige nu, og b) da radioen spiller noget indianer-musik siger han at det er godt at lytte til når man sidder i indien og ryger hash, hvilket var sådan han var blevet præsenteret for det.. Mit første førstehåndsindtryk af Steve er at han er overdreven intens. Han tænker meget over alle ord han siger, og interesserer sig for ting som hvorfor Danmark mon valgte euroen fra; han mener åbenbart at der må være en stolthed i at have sin egen valuta. Da den sidste vi møder i Mudgee, Jim, spørger om det er Danmark København er hovedstaden i, siger jeg (sjovt nok) ja, og fortæller at man som dansker udenfor Europa er vandt til folk som ikke har styr på detaljerne om Skandinavien. Dertil svare Steve med sin underholdende accent: ’But overhere we do’ – (han omtaler sig selv om australier, så han må ha været her et stykke tid) – ’because, she’s our princess too!’. Jim er der ikke så meget at sige om. Meget normal fyr, kommer fra Australien, 25 år gammel. Tror han er ansat på gården, og ikke blot ’wwoofer’, som Christian og jeg, og sandsynligvis Ko. (wwoofer: arbejde uden løn, kun for husly og kost). Det er en ca. tre kvarters køretur ud til gården fra Mudgee. Snakken går meget på musik; først noget indisk musik jeg ikke kan beskrive, men ikke er så mærkeligt som man skulle tro når jeg siger jeg ikke kan beskrive det. Det er bare svært at beskrive lyde når man ikke kan sammenligne med noget.. Det er ikke indianermusik, ikke pop, ikke rock, ikke instrumentalt, ikke… jeg stopper. Det var under alle omstændigheder meget fedt. Bagefter skruer Steve den skrattende radio over på noget opera, en genre, deler han efterfølgende med os andre, som aldrig har været noget for ham. Alligevel brokker han siger, da Ko ved denne bemærkning skifter noch ein mal, denne gang til noget genkendeligt Mozart. Vi stopper bilen for at se på udsigten; en horisont langt væk, og et tørt landskab delt op i gult og næstengult. Ko fortæller os lidt om hvor en skovbrand har været, og vi kører videre… Musikkens næste stop var ’Deep Forrest’, hvis jeg husker rigtigt – ikke noget jeg var bekendt med – men det var det som Steven-manden havde høj-nydt i Indien. Vi når desuden at hører lidt dårlig jazz inden vi stopper ved gården… Jeg sidder nu på gården, som er så ny de siger det ikke er en rigtig gård endnu, og man er nødt til at give dem ret. Christian og jeg deler en campingvogn med el nok til én lampe, men ellers ikke noget. Nick, som ejer stedet sammen med sin kone Kirsten, har fortalt os lidt om sikkerhed, og skræmt os begge to fra vid og sans med info om hvordan man håndterer slangebid. Vi har stadig ikke set nogen kænguruer, men vi bliver fortalt at vi nok skal komme til det under vores ophold. Der er farvestrålende papegøjer rundt omkring, og ellers en masse fugle, som synger andre sange end danske fugle; det lyder i hvert fald anderledes. Umiddelbart er jeg positiv overfor stedet. Havde jeg håbet der var flere wwoofere på gården? Det havde jeg da. Selvfølgelig havde jeg det. Men den halvdel af Milkwood’s (gårdens navn) besætning vi har mødt indtil videre er coole nok (især Nick og Ko er jeg begejstret for), så hvis resten lever op til den højt-satte standard skal det nok gå. Under alle omstændigheder bliver det en anderledes måned, og det er altid interessant at prøve noget nyt.. – Phill.

En ‘nedern’ rejse til ‘down under’.

Okay. Lad mig foerst og fremmest understrege at det er awesome i australien. Overskriften refererer udelukkende til selve den fysiske rejse herned..
Som startede onsdag morgen kl 800 sharp, da jeg blev hentet at min rejsesvends foraeldre, som var saa flinke at koere os til kastrup. fire flyveture og totalt 41 timer senere befinder vi os saa paa vores skriggule og helvedesvarme hostel i sydney. De gule og giftiggroenne farver faar en til at tro vaerelserne kun kan vaere malet i en tid hvor det i hoejere grad var stoffer, en fornuft, der var bag farvevalget. Der er ingen vifte, men de arbejder haardt paa at faa airconditionen til at virke, saa den er klar til december-gaesterne. Lovely.

Da vi ankommer til vores hostel er kl ca 10:00 auastralsk tid (vi er ti timer foran dk), saa vi naegter vores kroppe deres ellers meget tiltraengte soevn, og begynder hvileloest at vade rundt i Sydneys gader. I hvad der foeles som ca 50 graders varme, bliver vi hurtigt enige om at Sydney er en skuffende by. Og fuck hvor er det varmt, og hvor er vi toerstige. Det forbliver unspoken, men vores opgivende blikke afsloerer vores tanker: hvad fanden har vi rodet os ud i?

Men vi proever at tage det med oprejst pande – det skal nok blive godt naar vi mandag skal ud paa en farm in the middle of nowhere, og knokle fire timer om dagen med handsker, lange bukser og stoevler.
Som day 1 gaar paa haeld oplever vi alligevel et gyldent oejeblik, the first of many to come.

Vi har nu fundet ned til havnen, hvor en mild havbrise er temperaturen lidt mere baerelig. Jeg i mine trofaste h2o-klipklappere, og Christian i hans storetaa-fra-resten-delene flipfloppere, bliver vi enige om ikke at gaa mere. Saa vi investerer i noget h2o, og placerer vores ender ikke langt fra en glad musiker. Som tiden gaar sin gang pynter det paa humoeret. Og da en doven regn koeler os saligt ned bliver det endnu bedre. Men helt hoej i hatten skal man da vaere et skarn for ikke at blive, da det gaar op for en at musikkeren KUN spiller Dylan-sange, og netop der naar til sin yndlings. Vi sov godt, tidligt, langt og varmt den nat.

Dag 2 var dejlig. Vi blev mere og mere postitive overfor Sydney, en by som jeg nu elsker. Det meste af tiden gik med at klare praktiske ting, og vi har nu baaede styr paa hvordan vi kommer til gaarden i morgen, har en australsk bankkonto, og har anmodet om et australsk skattekort. Og saa har vi afproevet en af byens talrige parker: skyggepower!!

… Og nu sidder jeg saa her, ved begyndelsen af dag tre. Jeg savner … well, ikke alt om alle, men mangt og meget fra Danmark. Ikke mindst min kaereste, bror og foraeldre, og slet ikke mindst mors madgryde!

… Fortsaettelse foelger 🙂
– Phill.